Jeg havde set frem til nytårsaften, der kunne jeg jeg endelig være sammen med alle de gamle venner. Det var lang tid siden jeg havde set dem. Jeg havde købt flot tøj, købt alkohol-fri øl og sodavand, og det var virkelig fedt at være sammen med dem igen, dét havde jeg savnet. Vi havde bestilt mad udefra, pyntet op, og alle var glade. Jeg synes det fedeste var, at jeg ikke blev spurgt indtil hvordan jeg havde, hvad der var sket osv. Det var der mange der ville snakke om siden jeg kom hjem. Jeg tænkte ikke over det på den aften. Endelig. 

​

Klokken var blevet omkring 22. Vi havde alle spist mad og dessert, og de andre var blevet relativt fulde. På det tidspunkt synes jeg det var lidt svært at være sammen med dem. De var svære at komme i kontakt med, og havde svært ved at føre en samtale pga de var blevet beruset. Jeg tror jeg blev stresset på det tidspunkt, jeg kan ikke rigtig huske det. Ved 11 tiden kan huske at jeg sad ved bordet og snakkede med 3 andre venner. De spillede druk-spil, hvilket jeg ikke rigtig kunne være med til. Det næste jeg husker er, at jeg ligger i en seng på hospitalet. Jeg var så sur på det tidspunkt. Sygeplejerskerne fortalte at jeg lige har haft et epileptisk anfald. Jeg var ikke sikker på hvad det var, og troede ikke rigtigt på det da jeg ikke har kunnet mærke det. Jeg troede ikke på dem. Jeg kunne mærke jeg var rigtig træt, jeg fik lyst til at sove. Min far kom op på hospitalet for at se mig. Han virkede trist. Jeg troede bare han var trist fordi jeg ikke kom med til den planlagte fest. Min far "fejrede" nytårsaften med mig, og blev til kl ca 00.30, hvor jeg gik i seng. Det var en forfærdelig dag.

​

1 januar blev jeg vækket ved 10 tiden, så der sov jeg knap 10 timer. Jeg var ikke helt klar over hvad der skete den sidste aften, så jeg var i dårlig humør fordi jeg gik glip af festen. Det er heller ikke det fedeste at fejre nytårsaften på et hospital! Lægerne sagde at de ikke var sikre på jeg havde fået epilepsi. Jeg kunne først få det bekræftet hvis jeg fik endnu et anfald, jeg fik derfor intet medicin imod det. Jeg fik et epileptisk anfald igen 3 uger efter, imens jeg var på lukkevagt i 7/11. Heldigvis var min chef der, så han kunne kontakte mine forældre og ambulance. Jeg mistede mit job der. Efter det anfald bekræftede lægerne at jeg havde fået epilepsi. RØV NEDEREN! 

​

Jeg satte mig ind i hvad epilepsi egentlig er, og hvilke konsekvenser det giver. Det tog noget tid før jeg fandt ud af hvad jeg skulle gøre for at begrænse anfaldene. Det var/er hårdt at følge alle de regler der følger med - jeg kunne/kan drikke max 2 genstande. Da der var gået det år hvor jeg ikke måtte drikke, drak jeg 3 øl med mine forældre. Næste morgen fik jeg et anfald, og der fik jeg bekræftet at jeg max må drikke 2 genstande. Det er virkelig ubehageligt at få anfald - jeg kan ikke beskrive hvordan det føles. Jeg har derfor ikke drukket mig fuld siden uheldet, 4 år siden. Det er en ekstra dårlig alder at få epilepsi når man er 19 år!

​

For at få tiden til at gå arbejde jeg, uden løn, i den børnehave jeg selv havde gået i. Senere arbejdede jeg i en SFO nær børnehaven. Jeg synes det var fint nok, men ikke noget af det jeg virkelig ønskede at bruge min tid på.

 

Jeg har været til en uddannelsesvejleder med min egen vejleder fra Center for hjerneskadede. Efter nogle kognitive prøver mener han, at pædagoguddannelses vil være det letteste for mig - jeg føler at han siger at det er min eneste mulighed at blive uddannet. Dér blev jeg ramt mentalt - jeg mener ikke jeg er kognitivt ramt som andre gør. Jeg har prøvet at lave nogle af de test's som jeg fik taget hos neurologen på mine venner. Flere af de resultater de fik havde jeg højere score end dem.  Lige nu mener at jeg "bare" jeg har afasi og lidt bivirkninger fra medicinen, og ikke har brug for mere kognitiv støtte. Pga skaden og bivirkningen af medicinen har jeg brug for mere søvn - derfor får jeg revalideringsstøtte for kommunen. Det er jeg glad for, og forstår godt hvorfor de vil hjælpe mig med det. 

​

Da jeg arbejde i en SFO spillede jeg fodbold med nogle af børnene - en af børnene sagde at Mathias var "hjerneskadet dårlig".  "Hjerneskade" synes jeg er et voldsomt ord. Jeg tænkte at hvis man var hjerneskadet havde man ingen kontrol over noget, og intet kunne gøre personen "rask". Nu har jeg forstået at der er massere forskellige måder man kan være hjerneskadet på. Man kan ikke se på mig at jeg har skade i hjernen. Jeg har ingen fysiske men, jeg har alle mine sanser, og kan ikke rigtig mærke jeg har en skade, andet en afasi som ikke påvirker mig.

​

Så flyttede jeg med mine forældre til København.

​

​

​

​

​