Uheldet

​

Grunden til jeg ikke kom med på adventure-rejsen var fordi at jeg kom ud for en voldsom ulykke. Som sædvanlig var jeg på det samme diskotek sammen med drengene igen. Vi holdte opvarmning hjemme hos mine forældre, hvor jeg boede, imens de var i Nordjylland hos min moster. Senere på aftenen tog vi på diskotek og vi bestilte det store bord endnu en gang, hvor der følger flere flasker vodka, red bull og sodavand som ligger i en skål med isterninger. Det smagte på ingen måde godt, men vi drak det for at blive fulde og have det godt. Sjovt. Frit. Vi gjorde det som mange andre unge i den alder.

​

Ved 5-tiden havde jeg en promille på 3,4. Jeg skulle ned i underetagen på diskoteket og hente min jakke for at tage hjem. Men jeg faldt ned af trappen. Min veninde siger, at jeg rejste mig halvt op og sagde ”av ” inden jeg blev bevidstløs.  Jeg kunne, og kan, ikke huske noget som helst fra den aften. Jeg kan sagtens huske alting før da, men selve den aften husker jeg ikke. Min søster var også i byen den aften. Det var hende der ringede 112 og kørte med i ambulancen til hospitalet. Ambulancen kørte til først til Hillerød hospital. Der blev både mit hoved og hele min krop scannet. Jeg havde ingen brud i kroppen, men blødninger i hjernen. Lægerne sendte mig videre til Riget. Der blev jeg opereret flere gange og blev lagt i koma - jeg lå i koma i 6 døgn. Det er ikke ret længe når man har fået operationer i hjernen. Jeg ved, at jeg bagefter var på en anden afdeling på Riget hvor jeg vågnede op. Efter i alt 16 dage på Riget blev jeg indlagt på Hvidovre hospital. Jeg kunne ikke huske noget som helst 1 måned efter uheldet. Jeg havde tabt mig 16 kg, og blev sat til noget fysisk træning a la fitness - jeg blev også sat til at drikke protein-drik for at tage hurtigere på. Jeg forstod stadig ikke helt hvorfor jeg havde tabt mig så meget, og hvad jeg lavede på hospitalet. 

​

Jeg begyndte først at forstå lidt af hvad der var sket med mig efter et godt stykke tid. Da jeg havde ca 3 uger tilbage på hospitalet fik lov til at bruge internettet. Indtil da måtte jeg hverken bruge mobil eller se tv. Der loggede jeg på facebook, hvor der var en masse venner og bekendte der havde slået beskeder op på min væg, om at de er rigtig bange, savner mig og håber jeg snart får det bedre. Jeg havde også fået utrolig mange SMS'er, men jeg havde endnu ikke forstået helt hvorfor de havde skrevet til mig. Jeg vidste ikke hvor alvorligt det var.

 

Da jeg blev mere frisk og begyndte at kunne flere ting selv, fik jeg stadig en masse medicin. Jeg kunne ikke helt forstå hvorfor, men jeg ville med vilje ikke sætte mig ind i det.  Jeg havde slet ikke lyst til at vide hvad der var sket. Det virkede skræmmende. Alt den medicin gjorde mig virkelig træt. Jeg sov ca 12 timer hver nat, indtil jeg blev trappet ned i medicin. Jeg gik til kognitiv genoptræning, både sprogligt, hukommelsesmæssigt og generelt kognitivt. Det sted jeg er ramt i hjernen har givet mig svært ved at huske ord (afasi). Jeg forstod og forstår godt alt der bliver sagt, men jeg har fundet metoder at tale uden at blive opdaget at jeg har glemt ordet. Flere gange om ugen var jeg til genoptræning med en talepædagog. Det fortsatte da jeg kom hjem, men på et andet træningssted og hjemmetræning med computerprogrammer også.

​

​Det første jeg kan huske efter alle operationerne var, at jeg holdte min far i hånden. Vi skulle gå ned af en trappe. Jeg forstod ikke hvorfor jeg holdte ham i hånden, det plejede vi aldrig at gøre. Jeg syntes det var lidt pinligt. Jeg spurgte ham hvorfor vi holdte i hænder. Jeg kan ikke huske hvad han svarede, men jeg prøvede at fjerne min hånd fra hans. Vi var på vej ned i 7/11 på hospitalet for at købe noget mad til mig. Jeg kunne mærke han var meget nervøs for mig da vi gik ned af trappen, han gik stille og roligt foran mig og sørgede for vi ikke gik så stærkt. Jeg begyndte at spørge ind til hvorfor vi var på hospitalet, og han forklarede mig hurtigt hvad der var sket. Jeg troede ikke rigtigt på ham. Jeg troede bare jeg havde slået hovedet lidt, og klippet skaldet pga en lille operation. Jeg havde det fint og følte ikke at jeg havde nogle problemer udover at jeg havde lidt svær med at finde ord. Jeg ville derfor hurtigt tilbage fra hospitalet.

 

Jeg var på Hvidovre hospital i 6 uger. De 2 sidste uger ville jeg hjem igen. Jeg begyndte at kede mig rigtig meget og følte ikke der var andet galt end jeg havde problemer med at finde ord, og jeg vidste problemet ville blive løst senere. Jeg ville bare hjem og alt skulle være som det var før.

​​

Da jeg kom hjem igen, d 6 december 2013, var jeg sammen med mine venner hele tiden. Vi havde savnet hinanden virkelig meget - jeg havde det rigtig godt efter jeg kom hjem igen. Jeg var glad, og tænkte ikke over hvorfor alle andre har været så bekymrede for mig. Da jeg så fik at vide hvad der egentlig var sket og hørt om alle operationerne, fik jeg mere forståelse for det. Det var ubehageligt at høre, og jeg havde dårlig samvittighed fordi mange havde været kede af det og bekymrede for mig. 

​

Jeg fik at vide at der skulle gå 3 måneder før jeg selv måtte køre i bil igen, og 1 år før jeg måtte drikke alkohol. På det tidspunkt kunne jeg godt forstå det, men var ked af ikke at måtte. Det føltes som vildt lang tid. På det tidspunkt var jeg bare glad for at komme hjem igen.

​