I gymnasiet havde jeg flere gode venner. Jeg kendte flere af dem der startede på skolen samtidig som mig -  jeg kom i en klasse med nogle af dem jeg havde gået i klasse med før i folkeskolen. Jeg havde en kæreste den gang, og vi boede sammen hos mine forældre tæt på skolen. Jeg startede i gymnasiet 1 år før hende. Vi havde ingen problemer sammen, og kunne holde hinanden ud ved at være sammen hver dag.  Vi stoppede med at være kærester et års tid inden ulykken og blev ved at være gode venner. Jeg havde det godt socialt i gymnasiet, jeg havde de samme interesser som de andre i klassen havde - jeg gik på en linje med bl.a biologi og idræt. Jeg syntes det var forholdsvis let at komme i gode relationer når man har samme interesser. Jeg synes også man kommer tættere ind på hinanden når man fester sammen - så lukker man mere op for sit humør og følelser. Det var lettere for mig at åbne mig mere op for andre da jeg havde drukket et par genstande. 

​

De første par måneder efter gymnasiet havde jeg det stadig godt socialt med dem. Dem jeg var på Roskilde festival med lavede en gruppe, så vi kunne finde på alle mulige ting sammen. Vi har været ude og bowle, spille og se fodbold, spillet FIFA osv, men altid mest for drukkens skyld. Vi havde det alle sammen sjovt da vi var i byen, der skete en masse sjove ting til hver fest. Det betød meget for mig. Jeg var glad for den tid.

​

Det første år efter mit første epileptiske anfald følte jeg at mine forældre var virkelig overbeskyttende. De ringede tit til mig når de ikke selv var hjemme og hørte hvordan jeg havde det, om der var noget de kunne gøre for mig. Jeg sagde nej til rigtig mange ting de spurgte om. Jeg blev så træt af det, og jeg kom op og skændes med dem flere gange fordi jeg synes de var for overbeskyttende. Jeg købte en billet til Berlin til dem for at sige TAK for hjælpen, nu mente jeg ikke jeg havde brug for det mere hjælp, og de behøvede ikke spørge ind til mig så meget.

Jeg ville selv spørge om hjælp, hvis jeg følte jeg havde brug for det.

 

De er stadig væk meget beskyttende overfor mig. For eksempel, så opfordrer de mig til at sætte mig rigtig meget ind i hvad den uddannelse jeg har søgt ind på, går ud på. Jeg har søgt ind på Radiograf. Allerede inden jeg vidste om jeg var optaget har de nævnt at jeg evt kan komme i en radiograf-praktik eller noget der minder om. Jeg har fortalt jeg ikke har lyst til at snakke med dem om det, og jeg synes alligevel de bringer det op på en måde. De har også flere gange spurgt om jeg vil starte til at være frivillig i et frivillig idrætsprojekt, som jeg nok også har lyst til, men de bliver ved med at tage det op, selvom jeg har sagt jeg ikke vil snakke om det. Jeg tror det er rimelig typisk forældre der opfordrer til det, fordi de vil deres børn det bedste, men jeg mener de bliver nødt til at holde afstand om at snakke om det, når man har sagt fra.

​

​

​