Da jeg var blevet forholdsvis frisk igen på hospitalet og var i gang med genoptræningen, var jeg ikke helt klar over hvorfor mine venner, og dem jeg ikke rigtig snakkede med, ofte skrev og ringede til mig. Jeg troede ikke uheldet var så voldsomt endnu. De skrev på Facebook at de savnede mig og håbede jeg var OK.

Jeg begyndte at få besøg på hospitalet. Mine 2 bedste venner besøgte mig ca 2 gange om ugen og spurgte ind til hvordan jeg havde det. Jeg fortalte dem at jeg havde det fint og jeg kunne ikke forstå hvorfor jeg stadig var på hospitalet. Jeg var blevet træt af stedet, og ønskede virkelig at komme tilbage til det gamle. Jeg syntes det var pinligt at være der, fordi de fleste andre på gangen var ramt hårdt, måske ligesom jeg så ud tidligere. Der var flere der ikke kunne gå, så handikappede ud og blev kørt i rullestol.

​

Flere af dem har skrevet til mig at de var bange og bekymrede for hvad der var sket for mig, og hvordan jeg ville klare den fremadrettet. Nogle af dem der skrev er det flere år siden jeg har snakket med. Min bedste veninde fik fritaget undervisningstimerne i 3 uger af rektoren på skolen. Hun har fortalt mig hvor psykisk ramt hun var - da hun fortalte om det kunne jeg stadig ikke forstå hvorfor hun havde gjort det - nu kan jeg godt. Hun har fortalt mig om hvordan hun har haft det - det var forfærdeligt at høre på. Jeg begyndte bedre at forstå hvorfor der var så mange der kontaktede mig og følte som de gjorde. Jeg fik rigtig dårlig samvittighed af at have gjort så mange bange og utrygge. Jeg tror også det ville have været en hård periode for mig hvis det var en af mine gode venner det var sket for. 

​

Da jeg endelig kom hjem d 6 december 2013 følte jeg at jeg havde det godt igen, jeg følte mig hjemme igen. Der var mange der ofte spurgte hvordan jeg havde det og om jeg havde tid til at ses. Man kan sige at jeg havde travlt de første 3 uger efter jeg kom hjem, men jeg nød det. Der fik jeg den omsorg jeg måske havde brug for, men jeg var også lidt træt af at ofte skulle forklare min situation. Jeg blev bla. spurgt om at forklare hvad der skete, operationerne, hospitalet, konsekvenserne og hvad jeg kan gøre ved det. Efter et stykke tid fandt jeg måden at forklare det hele på en kortere måde, så jeg ikke skulle fortælle en lang historie til alle.

​

Nu, 3,5 år senere, kan jeg nærmest selv sige hvis jeg har brug for omsorg. Jeg kan sige til nogle af mine venner jeg stoler på, eller familie hvis jeg har nogle problemer eller mange tanker på den gamle tid. Generelt tænker jeg ikke meget over det længere, bortset jeg synes det er så ærgerligt jeg ikke kan drikke mig fuld. Der er mange fede ting at finde på hvis man vil drikke sig fuld. Jeg synes det er lettere at komme tæt på hinanden når man er fuld - så bliver jeg ihvertfald mere åben og lettere at snakke med. Derudfra kan jeg komme tættere på andre og få et bedre forhold hurtigere. Der er meget man ikke kan være med i, når man ikke kan drikke alkohol. Nu har jeg fundet en anden måde at have det ekstra sjovt med - nogle gange ryger jeg hash med andre. Det gjorde jeg ikke før ulykken.

​

Alt i alt synes jeg ikke jeg har nogle problemer med at være social nu - dem jeg er sammen med forstår min situation, og har intet problem med det. De ved hvad de skal gøre hvis jeg skulle få et epileptisk anfald, og de har ikke noget problem med det. Jeg har haft anfald mens jeg er sammen med nogle af dem. Jeg har ikke anfald særlig tit, men det er stressende at vide at anfald kan komme. De bliver forskrækkede og ved ikke rigtigt hvad de skal gøre i situationen. Selvom de har været der og set det, har de ikke rigtigt noget problem med det - vi kan stadig være sammen og lave de ting vi har lyst til.

​

​