Vi flyttede til København K - jeg skulle starte på pædagoguddannelsen Frøbel ca 1 måned efter. Jeg følte jeg var klar. Jeg tror jeg startede på en måde som alle andre. På vores rustur blev jeg gode venner med nogle af dem jeg gik i klasse med, også selvom jeg ikke drak mig fuld. Jeg havde vænnet mig lidt til det, og kunne godt have det sjovt til fester selvom jeg ikke var fuld. Jeg gik i seng tidligere end de andre, fordi de havde drukket sig så fulde at det ikke var så sjovt for mig at være sammen med dem - de blev dumme at høre på, gentog sig selv, kunne ikke huske hvad de siger og var ikke rigtig til at tale med. Jeg synes det var mærkeligt at være med til festerne der, fordi jeg ikke kunne være med til alle de druk-spil som de andre. På trods af det, fik jeg hurtigt nogle gode venner. 

​

Efter de første 3-4 måneder vidste jeg at det var noget for mig. Det var ikke specielt svært at være i skole, jeg var i praktik i en klub tæt på hvor jeg boede og var tilfreds med det hele. Jeg havde kigget på en masse lejligheder jeg kunne leje, og endelig kom muligheden. Jeg flyttede pr 15. oktober 2015 til en studielejlighed med min daværende kæreste nær Valby st, som lå endnu tættere på skolen. Det gjorde mig endnu mere glad.

​

Ca 8 måneder fra studiestart følte jeg at jeg havde styr på alt. Jeg bestod nogle eksaminer, men der var én jeg ikke bestod. Jeg havde gode venner og jeg havde det godt. Tiden kom nærmere til at få svar på hvilket speciale man havde fået efter ønsker. Jeg havde søgt social- og specialpædagogik linjen. Jeg var lidt i tvivl om jeg kunne få det speciale, da det kun var 19% der kunne få det, men jeg troede på det og så frem til det. Jeg havde planlagt at jeg ville i praktik i 6 måneder i Barcelona med en veninde, men det blev ikke til noget. Jeg fik dagtilbud som speciale. Jeg blev så sur og ked af det, og jeg var sikker på det ikke var noget for mig, så jeg droppede ud med det samme. 

 

​ I forhold til pædagogseminariet, kan jeg se nu her, næsten 4 år efter, at det ville have hjulpet mig mere hvis jeg havde taget imod noget mere kognitivt støtte. Jeg tror jeg ville have haft lettere ved at forstå og bestå mine eksaminer under pædagoguddannelsen, men sådan følte jeg det ikke den gang.

 

Jeg ville væk fra det hele. Jeg tog med på en adventure-rejse til Sri lanka og Maldiverne. Det var rigtig fedt at være der og prøve ting som jeg ikke havde prøvet før. Rapellet, besteg bjerget Adams Peak, var på riverraft og mange andre ting. Det gik helt fint at være sammen med de nye mennesker og det var rigtig fedt at møde andre. Jeg nåede dog kun at være med i 18 dage. Jeg fik et epileptisk anfald om natten på et hotel, fik flere bivirkninger fra medicinen pga temperaturen, og havde svært ved at være med fordi jeg var enormt svimmel hele tiden, så jeg blev sendt hjem. Det var jeg ikke glad for at jeg skulle - jeg kunne og kan stadig ikke forstå grunden til at blive sendt hjem pga mine bivirkninger, men sådan var det.

​

Inden jeg tog med på adventure-rejsen nævnte min mor at jeg kunne komme på sportshøjskole. Lige da hun sagde det, var jeg sikker på det ville være noget for mig. Vi tjekkede op på det hele, og kommunen ville betale opholdet i 4 måneder for mig. De har godkendt at jeg får revalideringsforløb som følge af min ulykke. Jeg valgte parkour som major subject - det havde jeg haft tanken om at lære i mange år. De 4 måneder var virkelig fede. Jeg lærte hvordan det var at være sammen med ca 100 mennesker hver dag, lave ting jeg havde lyst til, fandt ud af hvad jeg ville i fremtiden osv. Efter de 4 måneder ville jeg ikke hjem. Jeg blev på højskolen i 6 måneder mere, 10 måneder i alt. Jeg var på 5 udenlandsrejser - jeg var i Tjekkiet, Kroatien, Norge, Østrig og Kina. Jeg har lært at lave noget parkour, spille beachvolley, ski, rulleskøjte - der er mange ting jeg lærte på højskolen, ikke kun sport. Jeg lærte også rigtig meget om hvordan man kan hjælpe andre konkret. For eksempel var det i vinteren 6 kinesere jeg blev gode venner med, som jeg så tog med til København for at vise dem lidt rundt. Vi spiste hos min søster og mine forældre. Det gjorde jeg også senere i foråret med 6 andre kinesere. Jeg kunne mærke på dem at de var glade for at jeg hjalp dem, og følte sig mere tilrette på højskolen. Jeg kunne mærke at de havde brug for en dansker at støtte sig til og de blev også rigtig glade for mig. Jeg har altid været god til at tale personligt med andre og jeg har kendt mange, som har haft personlige problemer. De har opsøgt mig for at snakke. Sådan synes jeg stadig det er og jeg kan mærke at min egen situation gør mig mere bevidst om at være der for andre. 

​

Efter de 10 måneder på idrætshøjskolen vil jeg igang igen. Jeg er nu blevet optaget på Radiograduddannelsen og skal starte om et halvt år. Jeg fik idéen om at være radiograf efter min far foreslog det. Jeg læste om uddannelsen på nettet og jeg synes det lyder spænende. Jeg ved hvordan det er til sådan nogle scanninger man laver som radiograf, såsom MR og CT scanninger. Jeg synes ikke det er særlig ubehageligt at få taget sådan nogle scanninger, men jeg kan godt sætte mig ind i hvorfor andre kan have svært ved det. Jeg synes også det er rigtig spændende hvordan man kan scanne billeder af andre menneskers krop, inklusiv hjerne. Jeg mener også at det på en måde minder lidt om pædagogisk arbejde. Man arbejder med mennesker og skal kunne få dem til at være rolige og trygge under scanninger og have en del med patienterne at gøre i det hele tager.

​